Bispestaven er en af Danmarks største spejderturneringer, som løber af stablen hvert år i Pinsen et sted i Jylland. Gennem årene er der opbygget en tradition, der gør Bispestaven til et af landets mest udfordrende og mest alsidige spejderarrangementer, hvor der alligevel er plads til alle.
Bispestaven er kendt som Danmarks hyggeligste løb, da det udover at være en benhård konkurrence og er en fantastisk social begivenhed, hvor de deltagende patruljer og teamet bag løbet møder hinanden i en hyggelig atmosfære gennem hele løbet. Teamet bag Bispestaven sætter en ære i at være i godt humør selv i pressede situationer der typisk kommer undervejs, samt altid at tage sig tid til at snakke med deltagerne.

Fredag: Alle deltagere ankommer til starten (typisk en banegård et sted i Jylland) mellem kl. 18 og 20. Her bliver I modtaget af teamet, som kendes på de røde sweatshirts og gule tørklæder. Ved velkomsten skydes Bispestaven i gang: I bliver introduceret til den historieramme, som hiken udspilles i, og I får en chance for at se alle de andre deltagere. Det er også her de første praktiske informationer bliver givet.
Umiddelbart efter velkomsten begynder fredagsløbet. Det kan enten være et byløb, et orienteringsløb eller noget andet. I skal have al jeres egen bagage og al patruljens fællesgrej med jer allerede fra start, og derfor er det en god idé at have pakket rygsækken færdig inden velkomsten. Løbet varer hele fredag aften, indtil I ankommer til overnatningsstedet omkring midnat. På overnatningsstedet overnatter I i bivuak eller telt.

Lørdag: Lørdag er den store hike-dag på Bispestaven. I bliver vækket tidligt og sendes direkte af sted på hiken. Også lørdag skal I selv have al jeres grej med.
I løbet af hiken kommer I til omkring 10 poster, hvor forskellige udfordrende, sjove og mærkværdige opgaver skal løses. Det kan for eksempel være o-løb, at fange fisk eller at udøve 1. hjælp. Midt på dagen er der en stor middagsmadspost, hvor I laver varm mad over bål. Hiken varer hele dagen – og de sidste ankommer som regel først til overnatningsstedet omkring kl. 03 lørdag nat. I overnatter igen i bivuak eller telt.

Søndag: Søndag bliver vi ved HQ (HeadQuarters), som I ankom til lørdag aften. Hovedaktiviteten om søndagen er som regel noget, hvor I får lov til selv at finde på, og vise hvad I duer til!
Om eftermiddagen afholdes det legendariske sluseløb, som er en slags kapløb på hurtighed og paratviden. Hvad det præcist går ud på kan du se i denne video:



Søndag aften løber den endnu mere legendariske banket af stablen. Der er fællesspisning, hygge og underholdning, efterfulgt af lejrbål lige så længe man kan holde sig vågen...

Mandag: Mandag er der oprydning og evaluering. Præmieoverrækkelse er omkring kl. 12, og Bispestavens vindere hyldes. Vinderne i patruljeklassen får overrakt vandrepræmien ”Bispestaven”, mens vinderne i veteranklassen får ”Det Store Tørklæde”. Herefter er der hjemrejse.